For første gang i over to årtier: Emmy Awards udskudt på ubestemt tid
Normalt vrimler det til med stjerner, når den meget prestigefyldte Emmy Awards løber af stablen i USA.
Emmy Awards er en tv-pris, og Danmark har også ”fået” den flotte pris med serierne ”Nikolaj og Julie” og ”Rejseholdet” bare for at nævne to.
Men nu er Emmy Awards blevet udskudt på ubestemt tid. Det skriver flere amerikanske medier.
Udskydelsen sker på grund af den store strejke, der lige nu er blandt skuespillerne i USA.
Omkring 160.000 skuespillerne gik i strejke i midten af juli, ligesom en lang række manuskriptforfattere også har stoppet deres arbejde.
Det sker på baggrund af en voldsom uenighed om deres lønforhold, og siden fagforeningerne og organisationerne ikke er blevet enige om en løsning, har de nedlagt arbejdet på ubestemt tid.
Emmy Awards var sat til at blive vist på TV den 18. september, men det er nu meldt ud, at det ikke kommer til at ske.
Ifølge CNN er det første gang i over to årtier, at prisuddelingen er blevet udskudt.
Sidste gang den blev udskudt var i 2001 efter terrorangrebene den 11. september.