Kæmpe fest i Sydney: Nikolai og Benedikte får kickstartet deres eventyr i Australien
Grev Nikolai og kæresten Benedikte Thoustrup er landet i Australien i storbyen Sydney, hvor de skal studere valgfag på University of Technology.
Nikolai og Benedikte bliver i Australien til udgangen af november.
Midt i travlheden med at komme på plads i deres nye hjemby oplever Nikolai og Benedikte nu, at der er heftig gang i den i Sydney.
Nikolai og Benedikte oplever VM-fest tæt på
Og på mandag bliver der for alvor skruet op for folkefesten i millionbyen, der lægger stadion til flere vigtige kampe i kvindernes VM-slutrunde i fodbold.
Mandag klokken 12.30 dansk tid er der kickoff til en helt ekstraordinær kamp set med danske og australske øjne.
Værtsnationen Australien møder på Stadium Australia foran 76.000 tilskuere Danmarks kvinder anført af målfarlige Pernille Harder.
Hele Sydney lever med i fodboldeuforien, og det syder og bobler i byen, der virkelig er ramt af VM-feber.
For Nikolai og Benedikte er det lidt af en kickstart på deres australske eventyr, at netop Australien og Danmarks fodboldkvinder tørner sammen i ottendedelsfinalen ved VM – en ren vind-eller-forsvind-kamp.
Nikolai elsker fodbold og er landsholdsfan, og mon ikke han og Benedikte vil gøre, hvad de kan, for at få billetter til VM-gyseren, der har Australien som kæmpe favoritter.
Uanset hvad så vil grev Nikolai, som selv er en stærk forsvarsspiller for Bispebjerg Boldklub, og hans elskede Benedikte følge Australien-Danmark-gyseren tæt.