Richard Ragnvald holder, hvad han lover: Sang for 100-årige Sigrid
Tirsdag d. 2. august blev en festlig dag for beboerne på plejehjemmet Egebo i Brædstrup – og en helt særlig en af slagsen for Sigrid Andersen.
Ikke alene fyldte hun 100 år – hun fik også i anledningen besøg af og optræden med Richard Ragnvald.
Det skriver Horsens Folkeblad.
Til BILLED-BLADET uddyber Richard Ragnvald, der selv fylder 76 år 10. august.
Han fortæller, at han tilbage i 2021 optrådte på Egebo.
– Mange af de sange, jeg synger rundt på plejehjem, er sange, som de ældre husker fra deres yngre dage. Blandt de ældre var Sigrid, der dengang var 97 år. Et par måneder senere, altså d. 2. august ville hun fylde 98 år.
– Hun var åbenbart så begejstret for min underholdning, hvilket hun fortalte mig.
Og så kom Sigrid med et ønske til sangeren:
– Hun havde et stort ønske, om jeg kunne komme og synge for hende til hendes 100-års fødselsdag, hvilket jeg selvfølgelig med et lille smil sagde: "Ja, det skal vi nok finde ud af."
Sigrid huskede aftalen
Men så fangede bordet.
– Allerede her i foråret 2023 blev jeg så kontaktet af hendes søn. Sigrid havde bestemt ikke glemt vores lille aftale, så vi aftalte, at jeg skulle synge for hende i anledning af, at hun nu fyldte 100 år, siger Richard og tilføjer:
– Sønnen spurgte mig, om det var i orden, at samtlige beboere på plejehjemmet også ville være til stede. Det var selvfølgelig i orden med mig …
– Man skal jo holde, hvad man lover, så på dagen havde jeg købt en stor flot buket blomster, som jeg overrakte fødselaren under mit sidste vers af sangen “Kære lille Sigrid, tillykke med de 100 år” altså på sangen “Kære lille mormor.”
Richard Ragnvald: En stor oplevelse
Richard er sikker på, det var en dag, fødselaren var tilfreds med.
– Det blev en meget stor dag og en stor oplevelse, ikke mindst for Sigrid, men også for de omkring 50 gæster, der efterfølgende blev budt på kaffe og lagkage.