Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt har haft fast tradition i tyve år: Nu sker det for sidste gang
Skuespillerne Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt har siden 2002 uddelt kulturhædersprisen Polka Verner Legatet på Smukfest, men i år uddeles prisen for sidste gang.
Det fortæller Søren Eskildsen, der er talsmand for Smukfest, til Jyllands-Posten.
Legatet går – traditionen tro – til en eller flere kulturpersonligheder, og indtil i år kom pengene til legatet fra det konkursramte Lauritz.com.
– Dermed har Lauritz.com-konkursen heller ingen konsekvenser for Polka Verner Legatet. Vi valgte allerede sidste år at stoppe samarbejdet med Lauritz.com, fordi vi har besluttet, at Polka Verner Legatet skal uddeles for sidste gang i år. Der skal ske noget nyt, udtaler Søren Eskildsen sig til Jyllands-Posten.
I år kommer pengene til legatet derfor fra Smukfests egne kanaler, og klokken 15:45 blev det i dag uddelt i Bøgeskoven for sidste gang.
Flere store, danske navne har gennem tiden modtaget legatet.
I 2016 modtog blandt andre Jytte Abildstrøm og Peter Belli legatet, ligesom det sidste år blandt andet gik til Niels Hausgaard.
Du kan læse hele artiklen her.