Mads P. forbereder sig på lidt af et drama: Det kan blive ekstremt farligt
Der er mange muligheder for de danske ryttere, når det søndag i Glasgow i Skotland for alvor går løs med VM i landevejscykling, det såkaldte linjeløb.
En lang række heftige sving, over 40 af slagsen, og et potentielt ekstremt farligt underlag, betyder, at Danmarks kaptajn og supersprinter Mads Pedersen, der vandt VM i 2019, maner til forsigtighed.
Således meldes der ikke overraskende om regn over Glasgow i morgen eftermiddag, og så kan underlaget blive uhyggeligt glat og decideret farligt at køre cykelløb på.
Mads Pedersen håber på tørvejr
– Der er mange dumme sving med dæksler og klinker, så det vil være lidt træls, hvis det begynder at regne, siger Mads Pedersen i dag ifølge Ritzau.
Ruten i Glasgow har været omdiskuteret op til VM, og da der blev kørt EM 2018 i samme område, regnede det voldsomt, hvilket skabte sæbeglatte veje.
Naturligvis medførte forholdene dengang adskillige styrt, og sådan kan det gå igen i morgen.
Mads P. håber derfor på tørvejr og på, at han og holdkammeraterne kan holde sig i førergruppen helt til opløbsstrækningen, hvor Mads er så eksplosiv.
TV 2 Sport viser VM-løbet søndag.