Se billedet: Jim Lyngvild og Ghita Nørby har døbt deres "baby"
”SÅ skal vi sgu giftes … for vi venter en baby.”
Sådan skrev Jim Lyngvild forleden på Instagram til et billede, hvor han rigtignok er i jakkesæt og slips, og hvor han står ved siden af en blomsterudsmykket Rolls Royce.
Ghita Nørby er også på billedet, og det stemmer jo ikke helt overens med, at Jim i forvejen er gift med sin Morten.
Sandheden er da også, at makkerparret Ghita og Jim ikke var på vej til deres bryllup, men en helt særlig dåb.
Under årets rosenfestival i Bogense skulle den nye rose ”Royal Viking” nemlig døbes, og det er Jim og Ghita, der er ”forældre” til den.
En krydsning af hver deres rose
Rosen er en krydsning af Ghita Nørbys ”Royal Diva” og Jim Lyngvilds ”Jim the Viking”.
Temaet til årets rosenfestival var ”Danske Film”, og Jim har for nylig erhvervet Harridslevgaard Slot nær Bogense, så det var oplagt, at de to som æresgæster skulle åbne festivalen, inden de døbte deres blomst i champagne.