Gensyn med Baronessen fra benzintanken: Ghita Nørby hyldet på festival
Under årets rosenfestival i Bogense skulle den nye rose Royal Viking døbes, og det er Jim Lyngvild og Ghita Nørby, der er ”forældre” til den.
Rosen er en krydsning af Ghita Nørbys Royal Diva og Jim Lyngvilds Jim the Viking, forædlet af Rosa Eskelund fra firmaet Roses Forever.
Temaet til årets rosenfestival var danske film, og Jim har for nylig erhvervet Harridslevgaard Slot nær Bogense, så det var oplagt, at Jim og Ghita Nørby skulle åbne festivalen, inden de som æresgæster sammen døbte deres blomst i champagne.
Ghita-effekten
Og Ghita-effekten var total i Bogense.
Der blev sat besøgsrekord på festivalen, da hun ankom – og så var det rosen Ghita Renaissance, der af de besøgende blev kåret til årets flotteste.
Ydermere var det dekorationen Baronessen fra Benzintanken, der løb med sejren som årets flotteste rosendekoration.
Ghita Nørby medvirkede over for Dirch Passer i filmen af samme navn tilbage i 1960, og mon ikke dekorationen bragte søde minder frem?
Se alle billederne fra Jim og Ghitas skønne dag i Bogense i galleriet herunder.