Se billederne: Kendte strømmer til premieren på Pilou Asbæks nye film
Det var en stjernespækket aften i Imperial-biografen i København, da der lørdag den 12. august var gallapremiere på den danske storfilm ”Når befrielsen kommer”.
Hovedrollerne i filmen spilles af Pilou Asbæk og Katrine Greis-Rosenthal.
En lang række kendte danskere dukkede forventningsfulde op på den røde løber og var klar til en aften i biografmørket.
”Når befrielsen kommer” er skrevet og instrueret af den Oscar-vindende instruktør Anders Walter og handler om en højskoleforstander (Pilou Asbæk) og hans hustru Lis (Katrine Greis-Rosenthal), som beordres til at huse over 500 tyske civile flygtninge i den sidste tid af besættelsen.
Dermed sættes ægteparret i et umuligt dilemma. Hvis familien hjælper flygtningene, vil de blive stemplet som forrædere og dermed risikere at miste alt. Men hvis Jacob og Lis ikke hjælper, vil mange sandsynligvis dø.
Filmen har danmarkspremiere den 24. august og har også kendte navne som Morten Hee Andersen, Ulrich Thomsen og Jens Jørn Spottag på rollelisten.
Det er desuden Pilou Asbæks første hovedrolle i en dansk film siden Tobias Lindholms "Krigen" i 2015.
Se alle de kendte gæster til gallapremieren i galleriet øverst i artiklen.