Jens Werner åbner op om sit Vild med dans-exit
Jens Werner har været en fast del af dommerpanelet i ”Vild med dans” siden 2005, men til efteråret dukker han kun op som gæstedommer i to programmer.
Den garvede dansesommer har besluttet at stoppe i TV 2-programmet, og han åbnede op om sit exit, da han lørdag den 12. august var gæst i P4-programmet ”Det store talkshow” med Cecilie Hother som vært.
- Jeg har følt i lidt tid, at jeg skal stoppe, imens legen er god. Jeg har det ikke så godt med at blive bestemt over, så jeg vil hellere stoppe selv, mens jeg selv synes, at jeg kan levere i forhold til den entusiasme og professionalisme, som TV 2 og ”Vild med dans” kræver, sagde Jens Werner i programmet og tilføjede:
- Så tror jeg, det er bedre at sige, nu stopper vi, imens det hele går godt.
Han lægger dog ikke skjul på, at han også kommer til at savne ”Vild med dans”.
- Jeg tror, jeg kommer til at savne det kick med, at man er med til at lave noget underholdning for mange mennesker, lød det fra Jens Werner i ”Det store talkshow”.
I foråret meddelte han, at han var blevet ramt af kræft, men det blev der ikke fokuseret på i radioprogrammet.