14. aug. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Sofie Gråbøl er tilbage i ny hovedrolle: DR løfter sløret for nye detaljer om serien Huset

David Dencik, Sofie Gråbøl og Charlotte Fich
David Dencik, Sofie Gråbøl og Charlotte Fich
Foto: DR
Sofie Gråbøl er snart tilbage i en hovedrolle på DR, og nu løfter kanalen sløret for, hvad man kan forvente af den nye dramaserie "Huset".

Den 3. september er der tv-premiere på DR’s nye satsning ”Huset”, hvor man følger fire fængselsbetjente, der skal få styr på de indre linjer i et fængsel.

I en af de bærende roller ses Sofie Gråbøl, der har masser af erfaringer med store roller i tv-serier. Blandt andet har hun spillet med i ”Nikolaj og Julie”, ”Forbrydelsen” og ”Dag & Nat”.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-08-14/nikolaj-og-julie-2002.jpg
Sofie Gråbøl fik stor succes med "Nikolaj og Julie", som blev sendt på DR i 2002 og 2003.
Foto: DR

Nu kan man snart se hende i endnu en stor rolle på DR, og i ”Huset” skal hun spille over for blandt andre David Dencik, Charlotte Fich og Youssef Wayne Hvidtfeldt, som også alle tidligere har været med i nogle af DR’s store serier.

David Dencik er blandt andet kendt fra ”Lykke” og ”Bedrag”, mens mange husker Charlotte Fich som Ingrid Dahl i ”Rejseholdet”. Youseff Wayne Hvidtfeldt har spillet med i blandt andet ”Borgen”.

De fire skuespillere kan denne gang opleves som fire fængselsbetjente, som befinder sig i et råt og fjendtligt arbejdsmiljø. Inden for murene er der en slags overenskomst mellem de indsatte og ansatte, og uden for murene er de fire betjentes liv præget af konflikter, hemmeligheder og ensomhed.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-08-14/dr-0735206-2.jpg
David Dencik, Sofie Gråbøl, Charlotte Fich og Youssef Wayne Hvidtfeldt spiller fængselsbetjente i DR-serien "Huset".
Foto: DR

”Huset” er skabt af Kim Fupz Aakeson i samarbejde med instruktørerne Frederik Louis Hviid og Michael Noer. Det er en meget rå serie, og den er meget forskellig fra for eksempel DR-serien ”Carmen Curlers”, der får premiere senere på året.

- Serien går til kanten i forhold til at skabe et råt miljø og give indsigt i en verden, som de færreste nok kender. Det er noget helt andet end serierne ’Carmen Curlers 2’ og ’Bag enhver mand’, som begge kommer på DR senere i år. Serien er på mange måder symbolet på vores intention om ikke at lave fiktion, der er en metervare, men at vi tør og vil ud og lave serier, der lever i deres egen ret og er tro mod netop deres univers, siger Henriette Marienlund, som er DR’s fiktionschef, i en pressemeddelelse.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-08-14/dr-0735346_0.jpg
Sofie Gråbøl i "Huset".
Foto: DR

Handlingen i ”Huset” udspiller sig over tre måneder, og det hele begynder, da det kommer frem, at fængslet vil blive lukket, hvis ikke man får styr på den dårlige omtale, hierarkiet og handlen med stoffer, som dominerer på arbejdspladsen.

Foruden de fire hovedkarakterer medvirker blandt andre også Laura Christensen, Bjarne Henriksen, Gustav Dyekjær Giese, Sami Darr, Dan Boie, Mads Rømer og Ida Cæcilie Rasmussen.

Der kommer seks afsnit af ”Huset”, og de kan ses på DRTV fra den 1. september og på DR1 fra den 3. september.

Se traileren for serien her.

Læs mere om: