17. aug. 2023
Af Luise Marie Bekker

Nadja Engsig har født en dreng: Han er bare dejlig!

Nadja Engsig.
Nadja Engsig.
Foto: Martin Høien
Nadja Engsig fra "Nadja og de 170 kilo" er blevet mor til Holger. Se ham her.

Han er bare dejlig!

Sådan siger Nadja Engsig om sin søn, der kom til verden den 4. august efter en lynfødsel på fire timer.

– Nu har jeg gået og ventet på at få ham i mine arme i ni måneder, så det var fantastisk, da han kom op at ligge på min mave. Vi kendte ikke kønnet, det ville vi gerne have som en overraskelse, så jeg spurgte, om det var en dreng eller pige. Jan (Nadjas mand, red.) kiggede under tæppet og kunne fortælle, at det blev en dreng, fortæller hun til BILLED-BLADET.

Lille Holger.
Lille Holger.
Foto: Privat

Drengen hedder Holger

– Han hedder Holger, fordi Jans forældre ville have kaldt Jan Holger, men hans søskende havde en sur gammel skoleinspektør, der hed Holger, så det blev til Jan. Vi kan godt lide navnet, og det er en sjov historie.

Nadja er helt forelsket i sin lille søn, og kærligheden til sønnens far er også tiltaget.

– Det er dejligt at se hinanden i forældrerollen. Vi ser nye, fantastiske sider af hinanden, og jeg er blevet helt nyforelsket i ham igen, siger hun.

Den helt rigtige mand at gifte sig med

Nadja elsker at være mor og finder moderskabet meget instinktivt.

– Det er ubeskriveligt.

– Alt bliver gjort i kærlighed til det her lille væsen, også selv om han holder os oppe om natten, ler hun.

Hun er taknemmelig for sin lille familie:

– Jeg har fundet den helt rigtige mand at blive gift med og få børn med.

– Jeg har en familie, det er mit tilhørssted, og det er her, jeg hører hjemme resten af mit liv, siger hun.

Den 15. juli valgte hun og Jan at blive gift. De gav hinandens deres livs vigtigste ja på Aarhus Rådhus med de nærmeste som vidner, og bagefter var selskabet ude at spise.

– Nu kalder folk Jan for min ægtefælle, og det skal jeg lige vænne mig til. Ellers er det det samme.

Nadja og Jan.
Nadja og Jan.
Foto: Privat

Skal lære ham at kende

– Det næste skridt bliver, at Jans barsel stopper, og det glæder jeg mig egentligt også til.

Så skal jeg lære at være i det selv.

– Jeg glæder jeg mig til at lære Holger at kende og se ham opleve verden. Lige nu skal ham bare sove, mades og puslet.

Læs mere om: