Kærlighed gør blind, dødsfald og selvransagelse: Tre ting vækker opsigt i sjette afsnit af Agent
Problemerne står nærmest i kø for kendisagenten Joe, der bliver spillet af Esben Smed, i ”Agent”.
Selv om sjette afsnit af rullet over skærmen, så er han ikke nået tættere på en løsning af alle de konflikter, han står midt i.
Faktisk dukker der i afsnittet ”Stockholm, baby” bare endnu flere problemer op.
Handlingen kort
En ulykke kommer sjældent alene. Det er et udtryk, der beskriver kendis-agenten Joes liv.
For selv om det ser ud til, at han snart kan slippe af med sin gæld til Thomas Blachman, står andre problemer og lurer i kulissen.
Joe har sagt ja til et afvænningsprogram i kampen om at få lov til at blive ved med at se sin datter Tallulah. Men det er svært for Joe at være vedholdende med midt i sin travle kalender.
Han bliver akut kaldt til Sverige for at finde Magnus Millang, der er forsvundet fra en optagelse til en serie. Senere viser det sig også, at David Dencik er forsvundet. Nu skal Joe klare skærene. Heldigvis lykkes det ret hurtigt Joe at finde frem til Millang, men han har vist haft noget af en druktur, der trækker spor af ulykker med sig.
Pludselig vil politiet netop tale med Millang, særligt fordi Dencik er væk – og fordi de er blevet set i et slagsmål. Joe forsøger at få hjælp af advokaten Evald, men han svarer ikke. Da Dencik dukker op på optagelse, dropper politiet deres anklage.
Evald har i mellemtiden svaret. Han forklarer, han var utilgængelig, fordi hans kone er blevet indlagt med alvorlig sygdom.
Vigtigst er det dog, at Tallulah fylder år. Det har Joe bare glemt indtil Hannah minder ham om det. Hvordan redder han lige den? Selvfølgelig med en fødselsdagssang fra et band og en tur i Tivoli.
Lines kvaler
Joe er rejst til Sverige, fordi han skal finde Magnus Millang, der er forsvundet fra en filmoptagelse. Det lykkes heldigvis. Men han har brug for hjælp til at få fat på advokaten Evald, søger han hjælp hos Line, der har meldt sig syg.
Line forbarmer sig over Joe, og tager hans opkald blot for at fortælle, at det amerikanske filmselskab vil have en anden end Dar Salim.
Alligevel ender hun med at lytte på Joes bøn om hjælp. Hvorfor gør hun det?
Senere i afsnittet afslører hun, at hun egentlig havde holdt ham på afstand, fordi hun ikke synes, han lytter til hende. Faktisk ender han med at skabe flere problemer end godt er. Når hun ved det om Joe, hvorfor er det så, hun bliver ved med at hjælpe?
Vi har tidligere spekuleret i en mulig forelskelse. For siger udtrykket ikke, at kærlighed gør blind?
Evalds evige gæld
Joe kan ikke få fat på Evald, fordi hans kone Anne Marie er syg og er blevet hastet på Herlev Hospital. Det er Joe ligeglad med, for han har brug for Evalds hjælp.
Da Joe insisterer på, det er vigtigt, at Evald kommer til Sverige, mødes de i lufthavnen, hvor Evald er frosset fast. Han fortæller, at han har fået et opkald fra Herlev, og at Anne Marie er død. Evald er ked af, at han ikke var hos hende, da hun gik bort.
Vi har tidligere spekuleret i Evalds fortid, og nu løfter han selv lidt af sløret. For Evald har også selv været alvorligt syg. Så syg at han søgte hjælp hos Joes far, Preben, til en operation, der har givet Evald 15 år ekstra med sin kære Anne Marie. ”Jeg er ham i evig gæld for det. Og jeg vil altid hjælpe dig” erklærer Evald.
Et grimt menneske
Joe er noget for sig. Hans mor synes, han er umulig. Det er hans ekskone Hannah enig i. Datteren Tallulah er heller ikke altid tilfreds, men hun elsker sin far højt. Assistenten Line synes heller ikke, han lytter, men alligevel har hun et blødt punkt for ham.
Det ser ud til, at sandheden har ramt ham selv nu. Da han efter sit møde med Evald sidder i flyet, siger han: ”Du er et grimt menneske, Johan”. Er det point of no returen, som det punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage kaldes i berettermodellen? Det kunne godt tyde på, at Joe for alvor går med tanker om at en livsændring.