Sådan følger du med, når Andreas Mogensen sendes ud i rummet
Fredag den 25. august går det løs, når 46-årige Andreas Mogensen bliver sendt afsted i en rumraket fra Kennedy Space Center i Florida. Turen lyder på 400 kilometer op i luften, hvor han til sidst skal slutte sig til Den Internationale Rumstation (ISS).
På rummissionen bliver han den første ikke-amerikaner til at være pilot på en NASA-ledet mission sammen med tre andre astronauter.
Men nu kan du følge med live, når den populære astronaut skal vinke farvel til de vante rammer på jorden for at drage på rummission i et halvt år.
Ifølge DR, så starter optakten til opsendelsen allerede klokken 6.00 fredag morgen. Her får Ulla Essendrop forskellige eksperter i studiet, der skal svare på relevante spørgsmål om rummissionen.
I løbet af liveudsendelsen stiller DR løbende om til tv-værten Josefine Høgh, som rapporterer fra Kennedy Space Center inden opsendelsen, der finder sted klokken 9.49 dansk tid.
Andreas Mogensen har i de sidste to uger op til opsendelsen været i karantæne, så han undgår at blive smittet op til rummissionen.