19. aug. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Nu kommer fjerde sæson af Minkavlerne: Her er alt, du skal vide

Minkavlerne
Minkavlerne
Foto: TV 2
Efteråret byder på en helt ny sæson af "Minkavlerne", og selv om familien Christiansen kan se frem til en stor økonomisk erstatning, er der stadig masser af problemer og forviklinger.

Sidste forår blev tredje sæson af ”Minkavlerne” sendt på tv, og det hele sluttede med, at myndighederne kom for at slå alle minkene ned på grund af frygten for corona.

Mange troede, at det var et farvel til serien, men nu vender familien Christiansen tilbage i sæson fire.

Det er blevet efteråret 2020, og for første gang i flere årtier er der ingen mink på gården. Til gengæld kan familien Christiansen og andre minkfarme se frem til en millionstor erstatning, men det skaber hurtigt splid i familien, fordi de ikke er enige om, hvem der skal have pengene.

Samtidig afslører Allan over for Martin, at han har skjult familiens avlsdyr, og så får Martin travlt med at lægge planer for brødrenes fremtid som egnens nye minkkonger – som sædvanlig går intet dog som planlagt. Desuden viser det sig, at deres sagsbehandler i erstatningssagen er Jakobs ekskæreste, Rebekka, og hun har et horn i siden på hele familien.

Derudover har Martin og Mie problemer med at blive gravide på grund af hans dårlige sædkvalitet, og Jakob ryger helt ud i kulden, fordi han på direkte tv nægter at være en del af familien.

Han får en ny chance, men det kræver, at han arrangerer et surpriseparty for Gerda og Niller i anledning af deres guldbryllup. Jakob og Maria er nybagte forældre, men de har økonomiske problemer, da ingen af dem har et job. Maria har sagt op som dyrlæge, efter hun fik til opgave at aflive de lokale mink, og snart bliver de også nødt til at flytte fra præsteboligen, fordi Per er stoppet som præst.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-08-18/foto_-per-arnesen_tv-2.jpg
Maria
Foto: Per Arnesen/TV 2

I den fjerde sæson af ”Minkavlerne” kan man glæde sig til et gensyn med blandt andre Martin, Allan, Jakob, Niller, Gerda, Maria, Mie, René, Sonja og pastor Per.

Også nye karakterer dukker op i serien. Blandt andre møder man pigen Tulle, der er enebarn og lidt af en outsider, og som langsomt falder for Allan.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-08-18/foto_-per-arnesen_tv-2-1.jpg
Allan og Tulle
Foto: Per Arnesen/TV 2

På rollelisten finder man foruden de velkendte navne blandt andre Jacob Lohmann, Maria Winther Nørgaard, Julie Rudbæk, Uffe Rørbæk, Henrik Birch, Jesper Ole Feit Andersen, Anders Brink, Rasmus Bruun og Lue Støvelbæk.

Der er premiere på sæson fire af ”Minkavlerne” den 27. august på TV 2 Play og den 4. september på TV 2 Echo.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-08-18/foto_-per-arnesen_tv-2-2.jpg
Jakob, Martin og Gerda
Foto: Per Arnesen/TV 2

Læs mere om: