Tennisspiller er inviteret: Derfor melder Clara Tauson afbud til prins Christians 18-års fest
Prins Christian fejrer den 15. oktober sin 18-års fødselsdag, og i den forbindelse er en række udvalgte unge danskere fra sportens, kunstens og kulturens verden inviteret til et brag af en ungdomsfest på Christiansborg Slot.
En af de særligt udvalgte, der har fået en invitation til Christians fødselsdagsfest er den 20-årige tennisprofil Clara Tauson.
Tauson regner dog ikke med at komme til festen på Christiansborg Slot.
Det fortæller hun Ekstra Bladet, der har fulgt hendes US Open-forberedelser i New York.
Clara Tauson kender ikke prins Christian
– Ja, jeg er blevet inviteret. Men jeg regner med at spille i Kina på det tidspunkt, siger Clara Tauson, der altså må skuffe prins Christian.
– Ja, det tror jeg, det må ende med. Men nu må vi se, siger Clara, der understreger, at hun faktisk slet ikke kender prins Christian.
Mange af dem, der kommer til festen, er personer, som prins Christian aldrig har mødt.
Alle landets kommuner er således blevet bedt om at udvælge to 18-årige gæster, der kan være med til at fejre prinsen på den store dag.