29. aug. 2023
Af Karina Didriksen

Prinsesse Benediktes rørende dag: Mindedes faldne soldater

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere Marketing cookies.

Prinsesse Benedikte deltog i en ceremoni i Mindelunden
Video: Karina Didriksen
Prinsesse Benedikte deltog i en ceremoni i Mindelunden i Hellerup for at mindes faldne soldater under anden verdenskrig.

Tirsdag eftermiddag tog prinsesse Benedikte turen til Ryvangen ved Hellerup for at deltage i en højtidelighed i Mindelunden.

Her var hun med til at markere 80-års dagen for de begivenheder, som fandt sted den 29. august 1943 under anden verdenskrig.

På netop denne dag stoppede den danske regering samarbejdet med den tyske besættelsesmagt og gik af.

Prinsesse Benedikte fik en varm velkomst af kammerherre Christian Eugen-Olsen, som er formand for Frihedskampens Veteraners Mindefond.

Det var tydeligt at se, at Christian Eugen-Olsen er en god ven af kongehuset. Indtil 2012 var han ansat som ceremonimester, hvor han herefter valgte at trække sig tilbage.

Siden har han bevaret det tætte forhold til kongehuset, og var blandt andet en af gæsterne til dronningens regeringsjubilæum i september.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-08-29/_mho0695.jpg
Prinsesse Benedikte og Christian Eugen-Olsen.
Foto: Martin Høien

Efter ankomsten hilste prinsesse Benedikte på blandt andre kirkeminister Louise Schack Elholm, som senere holdt tale for alle de fremmødte.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-08-29/_mho0741.jpg
Kirkeminister Louise Schack Elholm.
Foto: Martin Høien

Prinsesse Benedikte fik plads ved siden af Christian Eugen-Olsen og kirkeministeren, og smilet var stort, da der var fællessang, og der skulle synges med på ”En vinter lang og mørk og hård”.

Til sidst var prinsessen med til at lægge en fin krans ved monumentet til ære for de faldne soldater og for at mindes den historiske dag.

Historien om Mindelunden

Mindelunden ligger på Ingeniørkasernens tidligere militære øvelsesterræn i Ryvangen i København. Det er en mindekirkegård for Danmarks frihedskamp fra 1940-1945.

Om morgenen den 29. august 1943 overfaldt det tyske militær øvelsesterrænet ved Ingeniørkasernen. Kampene medførte flere sårede soldater.

Fra 1943-1945 blev området anvendt af den tyske besættelsesmagt som henrettelses- og begravelsesplads for danske modstandsfolk. Det fulde billede af begivenhederne stod dog først klart for offentligheden ved befrielsen i maj 1945.

I sensommeren 1945 begyndte arbejdet med at etablere området som mindested.

Den 29. august 1945, på toårsdagen for overfaldet på øvelsesterrænet, blev kisterne med 106 dræbte modstandsfolk samlet på ridebanen bag Christiansborg Slot og kørt ud til Ryvangen.

Knap fem år senere, den 5. maj 1950, blev Mindelunden officielt indviet af statsminister Hans Hedtoft.

Læs mere om: