Margrethe og Anne-Marie tager til kong Carl Gustafs store fest: Derfor skal prinsesse Benedikte ikke med
I september drager dronning Margrethe og dronning Anne-Marie til kongelig fest i Stockholm, når deres fætter kong Carl Gustaf kan fejre 50 år på tronen.
Det bliver dog uden søster Benedikte, der desværre misser den store fest – hun bliver nemlig hjemme.
Det fremgår af den kongelige kalender, hvor prinsesse Benedikte står anført som rigsforstander den 14. og 15. september.
Når dronning Margrethe er bortrejst, er det enten kronprinsen eller én af de tre rigsforstandere, prinsesse Benedikte, kronprinsesse Mary og prins Joachim, der skal ”blive tilbage”.
Da også kronprinsparret deltager i de svenske festligheder, og prins Joachim netop er begyndt i sit nye job i USA, er det prinsesse Benedikte, der skal agere stedfortræder.
Hvilke programpunkter de danske kongelige skal deltage i under kong Carl Gustafs regeringsjubilæum, vides endnu ikke, men der er flere festlige middage på programmet.
Kong Carl Gustaf er søn af arveprins Gustaf Adolf, som var bror til dronning Ingrid.
De tre kongelige søstre deler derfor ikke blot et nært slægtsbånd men også et tæt familiebånd med den svenske konge.