Skal du se med? Linse Kessler vender tilbage på skærmen
Det er lidt over et år siden, at 20. sæson af seersuccesen ”Familien fra Bryggen” rullede over fjernsynsskærmen.
Siden da har tv-personlighed Linse Kessler kastet sig over andre projekter, blandt andet ”Linse på tur”, der har kørt i 2 sæsoner.
Nu er Linse atter tilbage på skærmen, og selv om trofaste seere af familieserien muligvis havde håbet på endnu en sæson, så er det dog ikke tilfældet.
I dag er der nemlig premiere på TV3-programmet ”Dyreværnet bag facaden”, hvor Linse Kessler medvirker.
Det er nok gået de færrestes næse forbi, at den 57-årige realitystjerne er en dyreelsker ud over det sædvanlige.
I første afsnit af programmet ankommer Linse til det danske dyreværn med fem skræmte hunde fra Ukraine, ligesom også danske hundes ve og vel bliver sat under lup i det efterfølgende afsnit.
Tiden har ikke stået stille, siden Brygge-familien meldte ud, at familieserien var nået til vejs ende. De har hver især og sammen haft flere nye projekter at kaste sig over.
Sidste år købte Stephanie ’Geggo’ Salvarli og Cengiz Salvarli deres drømmehus på Amager, som de har renoveret til et kommende tv-program. Derudover laver de sammen podcasten ”Helt ærligt”, hvor de vender både stort og småt.
De to første afsnit af ”Dyreværnet bag facaden” ligger nu tilgængelige på Viaplay.