Borgen-stjernen Lucas Lynggaard Tønnesen viste ny kæreste frem til verdenspremiere
Det var i februar sidste år, seerne kunne følge med i den længeventede nye sæson af ”Borgen”.
Her spillede Lucas Lynggaard Tønnesen en mere voksen udgave af Birgitte Nyborgs søn Magnus.
Dengang spillede han over for Sidse Babett Knudsen.
Onsdag gik han på den røde løber til verdenspremieren på hendes nye film ”Ehrengard: Forførelsens Kunst”, som Netflix står bag.
Selv har 23-årige Lucas Lynggaard Tønnesen også en stor karriere på streamingtjenesten.
Han har medvirket i samtlige sæsoner af den nordiske serie ”The Rain”.
Til verdenspremieren gjorde skuespilleren sig bemærket i et smart, sort sæt som designeren Søren Le Schmidt har stået bag.
Men han gjorde sig også bemærket, fordi han havde en smuk kvinde på armen.
- Det er min kæreste, fortalte Lucas Lynggaard Tønnesen til BILLED-BLADET.
- Hun hedder Laura, tilføjede han.
Parret afslørede også, hvor længe de har været sammen.
- Vi har været kærester lidt over fem måneder. Snart et halvt år, fortalte hun.
De forlod den røde løber for at se Netflix-filmen ”Ehrengard: Forførelsens Kunst”, der har premiere den 14. september.