Søstrene Jytte og Britta fandt ikke drømmehuset i 3xBeliggenhed: Sådan går det i dag
Torsdag aften kunne man følge søstrene Jytte Høeg og Britta Raxner i ”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed” TV 2.
Her skulle boligeksperten Sara Lygum hjælpe dem med at finde deres kommende drømmehjem.
Den 64-årige kunstner Jytte og hendes 65-årige søster Britta, som er på efterløn, boede i Virum og ledte efter et hus med to afdelinger, hvor de kunne bo sammen.
Det skulle gerne være et hus i et plan, da Jytte har været bange for trapper, siden hun ulykkeligvis mistede sin mand for otte år siden efter et fald på en trappe.
Søstrene faldt i første omgang for et hus i to etager i Hillerød, men i sidste ende valgte de ikke at byde på det.
- Jeg kan ikke lide stejle trapper, og man kunne måske ikke helt se i udsendelsen, hvor stejle trapperne til kælderen og førstesalen faktisk var, fortæller Jytte til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Situationen er også den, at min søster lige nu er ved at blive udredt for, om hun har noget gigt. Så det er ikke en mulighed for os at købe noget, der har så stejle trapper.
Stadig på boligjagt
De to livsglade søstre valgte at takke nej til alle de tre boliger, som Sara Lygum viste dem, og nu fortæller de, hvordan det er gået siden optagelserne i juni 2022.
- Vi leder stadig efter noget i et plan, tæt på by og med plads til et værksted af en vis størrelse. Der må dog gerne være en kælder, for så er det kun mig, der skal ned i den, forklarer Jytte og fortsætter:
- Vi har været ude at kigge på rigtig meget. Der er noget, vi har forelsket os i og har tænkt, om vi måske kunne sætte en elevator ind. Det strander altid ved, at det enten er for langt væk fra en by, at der ikke er værksted nok, eller at grunden er for lille.
Der er også en anden faktor, som spiller ind, for Jytte har ikke længere et budget på 10 millioner kr. til at købe et hus for.
- Der er sket noget prismæssigt siden optagelserne, og renterne er steget. Så jeg har ikke det samme rådighedsbeløb i dag. I dag er budgettet på 7,5 millioner, fortæller Jytte og tilføjer:
- Min søster bor hos mig lige nu. Men hun har kun en kommodeskuffe og et af børneværelserne på førstesal til at sove i. Det kunne da være dejligt, hvis der var en af jeres læsere, som ringede og sagde, at de lige har det helt rigtige hus!
Jytte arbejder til daglig som kunstner, hvor hun laver bronzeskulpturer. Her arbejder hun på skulpturen ”Rodkvinde”.
BILLED-BLADET har fået lov til at dele nedenstående billeder af Jyttes skulpturer ”Rodkvinde” og ”Kålkvinden Mary”.
Kunstneren Jytte Høeg har også sin egen hjemmeside, der kan ses ved at klikke her.
”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed” sendes torsdage kl. 20.00 på TV 2.