Efter 27 års ægteskab: Hugh Jackman skal skilles
Den australske "X-Men"-stjerne Hugh Jackman, 54, skal skilles fra sin hustru igennem 27 år, den australske skuespiller Deborra-Lee Furness, 67.
Det skriver parret i en meddelelse til People.com.
"Vi har været velsignet med at dele næsten tre årtier sammen som mand og kone i et vidunderligt, kærligt ægteskab. Vores rejse ændrer sig nu, og vi har besluttet at gå fra hinanden for at forfølge vores individuelle vækst.Vores familie har været og vil altid være vores højeste prioritet. Vi påtager os dette næste kapitel med taknemmelighed, kærlighed og venlighed. Vi sætter stor pris på forståelse for at respektere vores privatliv, mens vores familie navigerer i denne overgang i alle vores liv," skriver de i meddelelsen.
Mødtes på settet
Deborra-Lee var en stor stjerne i Australien, da de to mødtes i 1995, da de blev castet til at spille over for hinanden i en serie.
Under et år efter blev de gift, og de to har i dag børnene Oscar, 23, og Ava, 18.
Måske får Hugh Jackman nu mere tid til vennerne, blandt andre Hollywood-stjernen Ryan Reynolds.