Prinsesse Madeleine deler private øjeblikke fra sin fars fejring: Jeg er meget rørt
I sidste uge fejrede Sverige kong Carl Gustaf og hans 50 år på tronen.
Dagene bød på et væld begivenheder – alt fra jubilæumskoncert og stor gallamiddag til karetkørsel, hvor svenskerne stod langs ruten med flag.
Under fejringen var Carl Gustaf omgivet af familien, hvor også kongens yngste, prinsesse Madeleine, der til daglig bor i USA, havde taget turen hjem til Stockholm.
Nu er det mandag igen, men fejringen har gjort stort indtryk på den 41-årige prinsesse.
Det fortæller hun i et opslag på Instagram, hvor hun samtidig deler sine egne billeder fra fejringen.
– Jeg deler nogle få særlige øjeblikke fra min fars 50-års jubilæum. Jeg var meget beæret og rørt over den utrolige varme, Sverige viste ved at fejre min fars hårde arbejde gennem alle disse år!
Også prinsesse Madeleines mand, Chris O’Neill, var med til at fejre sin svigerfar. Ligesom kongelige fra Danmark og Norge deltog.
Prinsesse Madeleine og Chris O’Neills børn, Leonore, Nicolas og Adrienne, var derimod ikke med til morfars fejring. De var hjemme i Florida.