Dronning Ingrid delte diamanthalskæden i to: Fredag bar dronning Anne-Marie den ene halvdel til jubilæumsbanket
Den elegante diamanthalskæde, som dronning Anne-Marie bar, da hun fredag den 15. september deltog i Sveriges kong Carl Gustafs jubilæumsbanket i anledning af hans 50-års regeringsjubilæum, har en ganske særlig historie.
Halskæden er en nemlig en gave fra dronning Ingrid, der delte den i to og forærede en kæde til hver af sine to yngste døtre, dronning Anne-Marie og prinsesse Benedikte.
Da dronning Alexandrine afgik ved døden i 1952, arvede dronning Ingrid smykket, der oprindeligt blev skabt i 1920.
Sidenhen forærede dronning Ingrid en kæde til hver af sine yngste døtre, og dronningens mellemste datter modtog sin i bryllupsgave, da prinsesse Benedikte blev gift med prins Richard i 1968.
Kæden som dronning Anne-Marie bar ved fredagens jubilæumsbanket er identisk med prinsesse Benediktes, idet det oprindeligt var én lang kæde.
Kæden er sat sammen af små led, hvilket gør det muligt at forkorte den, således den også kan fungere som et armbånd.
Det er desuden muligt at hænge andre smykkedele på kæden, ligesom dronning Anne-Marie gjorde, da hun bar smykket til dronning Margrethes officielle gallamiddag på Christiansborg Slot i 2015.
I 2018 udlånte prinsesse Benedikte sit smykke til udstillingen ”Magtens smykker” på Koldinghus, hvor nysgerrige kunne nyde synet af den smukke, rombeformede brillant- og hvidguldshalskæde helt tæt på.