Thomas Evers Poulsen vandt med hende i 2005: Nu fortæller han om genforeningen med Mia Lyhne
Det er hele 18 år siden, at Thomas Evers Poulsen vandt ”Vild med dans” for første gang. Dengang dansede han med Mia Lyhne, og fredag aften mødtes de to tidligere vindere igen i dansestudiet.
Mia Lyhne var nemlig med som gæstedommer i sæsonpremieren på ”Vild med dans”.
De to har ikke set hinanden i flere år, og Thomas Evers Poulsen havde på forhånd frygtet, at hun ville dømme hans og hans nuværende dansepartner hårdere, netop fordi han og Mia Lyhne har en dansefortid sammen.
Hun gav dem dog fire point, ligesom flere af de øvrige dommere også gjorde.
- Jeg synes, hun klarede det rigtig godt – uanset hvad hun havde givet os i karakter. Jeg var meget positivt overrasket, og det tror jeg, vi alle var. Vi har været usikre på, hvad gæstedommerne vil gøre, men hun sagde nogle rigtig fine ting til folk, som de kunne tage med sig, sagde Thomas Evers Poulsen, der efter showet for alvor blev genforenet med Mia Lyhne, da de sammen stillede op til foto.
- Jeg ville gerne have Thomas for mig selv, og jeg synes, han stod der lige lovlig længe, sagde hans nuværende dansepartner, Özlem Cekic, hvorefter Thomas brød ud i et stort grin.
Det er endnu hemmeligt, hvem der skal være gæstedommer på fredag.