Store ændringer i vente for TV 2-værter
TV 2s seere kan godt begynde at forberede sig på ændringer i måden, de plejer at få serveret deres nyheder på.
Fra mandag 2. oktober bliver nyhedsudsendelserne på TV 2 ændret:
- "18 Nyhederne’" bliver til "18 News"
- "19 Nyhederne" til "19 News"
- "21.30 Nyhederne" til "21.30 News"
Derudover lanceres der senere på ugen et nyt program, der bærer titlen "Newsroom".
- Cecilie Beck, Miriam Zesler, Troels Mylenberg og Søren Lippert står i spidsen som værter for "Newsroom". Programmet varer en time, og sendes fra mandag til torsdag fra klokken 22 til 23 på TV 2 News og TV 2 Play, mens det også sendes på TV 2 fra klokken 22.20 efter nyhederne fra regionerne, lyder det fra TV 2 i en pressemeddelelse.
I det nye format vil der blive stillet nye krav til værterne.
- Seerne kommer til at opleve værterne på en ny måde, fordi de har noget på hjerte og tager dagens største historier under kærlig behandling. De får mere tid til at komme i dybden med deres interview og få flere nuancer og perspektiver frem, siger chefredaktør på TV 2 News, Anne Mette Svane.
- Det bliver mere personligt, at vi kan få lov til at undre os sammen med seerne. At man ikke er en ren nyhedsmaskine, men at vi simpelthen også er personlige og på den måde kan vise seerne og brugerne, hvorfor et emne er interessant, og hvorfor du bør interessere dig for det, lyder det fra én af værterne, Miriam Zesler.
Ændringerne betyder samtidig, at nyhederne rykker ind under TV 2 News som én samlet tv-afdeling.