Buckingham Palace bekræfter: Nyt statsbesøg venter i efteråret
Kong Charles og dronning Camilla er netop vendt hjem fra Frankrig, hvor de i sidste uge var på statsbesøg.
Besøget bød blandt andet på en fornem statsbanket på Versailles-slottet, hvor de blev taget imod af præsident Macron.
Nu bekræfter Buckingham Palace, at der inden længe venter det britiske kongepar endnu et statsbesøg.
Denne gang er det dem, der tager imod prominente gæster fra udlandet.
Til november vil den sydkoreanske præsident Yoon Suk Yeol besøge Storbritannien sammen med sin hustru, Kim Keon Hee.
Ifølge People har Sydkoreas præsident takket ja til en officiel invitation fra kong Charles, og kongeparret vil dermed tage imod ham på Buckingham Palace.
Det er bekræftet, at besøget vil foregå i november, men det er endnu uvist, hvilke datoer præsident Yoon Suk Yeol er i London.