Kronprinsesse Mary med opråb: Vi må gøre noget
Kronprinsesse Mary deltog med Mary Fonden i konferencen Almene Boligdage, og ved ankomsten blev kronprinsessen modtaget af den seksårige blomsterpige Betty, som havde en fin buket klar til den royale æresgæst.
Efter den varme velkomst i Tivoli Hotel og Kongrescenter gik kronprinsessen på talerstolen.
Mary tog ordet
I sin åbningstale kom Mary ind på, at vi alle må gøre noget, og at vi alle kan gøre en forskel.
Det kan vi, hvis vi er mere åbne overfor hinanden og dermed gør noget ved social isolation i for eksempel almene boligkomplekser.
Kronprinsessen opfordrede alle til at række ud og invitere andre indenfor i fællesskabet.
Samtidig talte kronprinsessen om Mary Fondens arbejde med at hjælpe unge ud af ensomhed.
Talen blev vel modtaget af de mange mennesker i den store konferencesal, og kronprinsessen takkede venligt alle for opmærksomheden, inden hun gik ned fra scenen.