Stort royalt bryllup i Belgien: Se de mange kongelige gæster
Saint Pierre de Belœil-kirken i Vallonien, Belgien, dannede i weekenden rammen om et overdådigt kongeligt bryllup.
Her sagde ærkehertug Alexander af Østrig og grevinde Natacha Roumiantzoff-Pachkevitch deres endelige ja til hinanden foran familie og venner.
Brudgommen Alexander, der er oldebarn af Østrigs sidste kejser, Karl 1., er søn af ærkehertug Carl-Christian af Østrig og prinsesse Marie-Astrid af Luxembourg. Hans morbror er Luxembourgs nuværende storhertug, Henri, og den luxembourgske storhertugfamilie var derfor også med til kærlighedsfesten i Belgien.
Heriblandt fætrene arvestorhertug Guillaume, prins Louis, prins Felix og prins Sébastien samt kusinen prinsesse Alexandra.
Derudover deltog også en række andre kongelige i festen, som afsluttedes med en reception på Chateau de Belœil, der er et smukt slot i Vallonien.
Ifølge RTL var også Belgiens dronning Mathilde med til brylluppet.
Se de kongelige gæster i galleriet herunder.