Rasmus Staghøj færdig på TV 2
Rasmus Staghøj er for mange seere lig med Tour de France, men når TV 2 næste år sender fra cykelløbet, så er Rasmus Staghøj fortid. Og ikke bare som en del af Tour de France-dækningen.
Den rutinerede tv-vært er nemlig blevet fyret. Det afslører han selv på Instagram:
- For en måneds tid siden fortalte jeg min chef, at jeg havde dækket mit sidste Tour de France. Min nysgerrighed har flyttet sig, og det er på tide at flytte med.
Jeg var klar over, at der var en risiko ved at fortælle min chef, at jeg ville sige farvel til Tour de France og de andre store etapeløb, der fyldte så stor en del af mit arbejde. Men der var andre muligheder på TV 2, jeg ville opsøge med hans tilladelse.
I dag er jeg blevet fyret. Der har været en fyringsrunde på sporten, og jeg blev valgt, skriver han.
Rasmus fortæller endvidere, at han er ked af det lige nu, og han havde ikke troet, at han skulle væk fra TV 2 lige nu.
Han slutter sit opslag med et tak:
- Når chokket lægger sig, er jeg sikker på, at der venter mig andre spændende udfordringer. Indtil videre vil jeg sige tak til TV 2 og gode kollegaer gennem næsten 10 år. Jeg har virkelig nydt det. Tak for nu.
Du kan se Rasmus Staghøjs opslag her.