Far og farmor fik det: Denne gave har prins Christian forbud mod at modtage
Både dronning Margrethe og kronprins Frederik satte sig i førersædet, da de fyldte 18 år.
Med 28 års mellemrum modtog de nemlig begge en bil i fødselsdagsgave fra den svenske bilvirksomhed Volvo.
Men når prins Christian på søndag fylder 18 år, holder der næppe sådan en på slotspladsen. Og hvis der gør, har han forbud mod at tage imod den – i hvert fald hvis den glade giver er erhvervslivet.
For siden hans farmor satte sig ind i en Volvo Amazon på sin 18-års fødselsdag, og hans far som den første i Danmark modtog bilnøglerne til en spritny Volvo 480 ES, har kongehuset skiftet retning.
– Det kan godt være, det var sådan engang, men i dag modtager kongehuset ikke biler som gaver, ligesom kongehusets medlemmer ikke deltager i direkte markedsføring af virksomheder, lød det i 2018 fra kongehusets kommunikationsafdeling til Ekstra Bladet.
Det er dog kun fra erhvervslivet, at prins Christian ikke må modtage en fødselsdagsgave i den kaliber.
I 2017 da daværende prins Nikolai, nu grev, fyldte 18, overraskede hans far ham med en Renault Twingo.
Om far og mor sørger for, at prins Christian også er godt kørende, må tiden vise. Uanset er han klar til at sætte sig bag rattet.
I juli kunne kongehuset nemlig bekræfte, at prinsen havde bestået sin køreprøve.