12. okt. 2023
Af Karina Didriksen

Stjerner i trøjen-deltagerne var slet ikke forberedt: Vi blev taget med bukserne nede

Deltagere i "Stjerner i trøjen" på Kanal 5 i 2023.
Deltagere i "Stjerner i trøjen" på Kanal 5 i 2023.
Foto: Nicolas Tobias Folsgaard/Warner Bros. Discovery
De nye kendte deltagere i ”Stjerner i trøjen” troede, at de skulle på en hyggetur, men realiteten blev en helt anden.

Da Patrik Wozniacki sammen med 11 andre kendte danskere i marts satte kursen mod Bornholm for at optage sæson 3 af ”Stjerner i trøjen”, var han slet ikke forberedt på, hvad der ventede dem.

Det nye hold skulle nemlig ikke kun kæmpe med de fysiske udfordringer, de skulle også kæmpe imod naturens kræfter og et voldsomt snevejr på Bornholm.

- Jeg havde set de andre sæsoner, for jeg laver altid min research for at se, hvad det er, man skal, og så jeg er forberedt, siger Patrik Wozniacki til BILLED-BLADET og tilføjer:

- Men så blev vi taget med bukserne nede! Det var et helt andet miljø. Vi skulle pludselig løbe i sand med sandsække, det blæste, og der var snestorm.

37-årige Patrik Wozniacki var altså slet ikke forberedt, da det kom til stykket.

- Der var intet af det, man havde forberedt sig på. Forudsætningerne var helt anderledes, fastslår han og fortsætter:

- Vi fik at vide, at det var et ”feel good”-program, og at det skulle være som de andre programmer. Vi troede bare, at vi skulle på en hyggetur, men så følte vi, at vi ramte ”Korpset”.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-10-12/hhstjerner-i-trojen-3_651698de3d8ef.jpg
Foto: Nicolas Tobias Folsgaard/Warner Bros. Discovery

Hårde betingelser

Det var ikke kun TV 2’s tenniskommentator, som havde det på den måde. Skuespilleren Sofie Stougaard er helt enig.

- I de andre programmer startede deltagerne med at blive sendt ind i boligen på kasernen for at klæde om og gøre sig klar. Vi stod ude i ingenting i Dueodde i stormvejr. Det var hårdt, siger 56-årige Sofie Stougaard til BILLED-BLADET.

Også 53-årige Frederik Fetterlein fik sig en slem overraskelse, da optagelserne startede.

- Vejret var helt klart den største udfordring. Jeg syntes, det var helt vildt koldt. Jeg havde kuldegysninger hele tiden og frøs. Jeg hader kulde og synes, at det var sindssygt hårde betingelser rent vejrmæssigt, konstaterer den tidligere tennisspiller.

Hvordan det gik, kan ses i sæson 3 af ”Stjerner i trøjen”, der har premiere torsdag d. 12. oktober kl. 21.00 på Kanal 5.

De 12 deltagere på holdet er: Janni Ree, Patrik Wozniacki, Sofie Stougaard, Adam Ild, Camilla Dalsgaard, Frederik Fetterlein, Jan Linnebjerg, Nicki Russell, Nicoline Toft, Gustav Salinas, Jackie Navarro og Jonas Schmidt.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-10-12/stjerner-i-trojen-3_651699009f42djj.jpg
Holdet i "Stjerner i trøjen" på Kanal 5 i 2023.
Foto: Nicolas Tobias Folsgaard/Warner Bros. Discovery

Læs mere om: