Mads Steffensen forberedte tale til sit bryllup: Men så begik han denne fejl
Mads Steffensen ville imponere sin kone, da de skulle fejre deres bryllup. Han havde derfor forberedt en tale, som han skulle øve sig på til den store dag.
Men heldet var desværre ikke med Mads Steffensen, der kom til at begå en fejl, som han i dag kan grine af.
Den mangeårige tv-vært var kørt ind i Radiohuset på Frederiksberg, hvor han med rystende hænder, ville øve den tale, som han skulle holde for sin hustru på deres store dag.
– Jeg printede den (talen, red.) ud, og så kom jeg til at skrive den ud på den forkerte printer. Så den endte oppe hos Radioavisen. Så måtte jeg gå en etage op, og hente den, fortæller Mads Steffensen i podcasten "Mads og A-holdet".
Men der var allerede én, der var kommet Mads Steffensen i forkøbet.
– Så kommer oplæseren fra Radioavisen. Så siger han 'Tillykke med det, Mads. Jeg synes du skal stramme op i andet afsnit.' Så fik jeg lige lidt efterkritik fra Radioavisen, fortæller Mads Steffensen og griner.
Mads Steffensen kunne fortælle, at talen gik rent hjem hos Marianne på deres store dag.