Prinsesse Benediktes børnebørn deler kæmpe nyhed: Det her sker for første gang
Lørdag eftermiddag mødte BILLED-BLADET prinsesse Benediktes børnebørn, grev Richard, 24, og komtesse Ingrid, 20, da de kom ud fra Christian VIII’s Palæ på Amalienborg, hvor prinsessen har sin lejlighed.
Grev Richard og komtesse Ingrid, hvis forældre er prinsesse Alexandra og greve Jefferson-Friedrich von Pfeil und Klein-Ellguth, var i højt humør, hvilket der var god grund til.
Er flyttet sammen
- Vi er i gang med at flytte ind i vores lejlighed i København. Det sker i dag. Og vi skal bo sammen med en af mine søster veninder, fortalte grev Richard med et stort smil.
Grev Richard blev i sommer færdig som industrikøbmand og boede, mens han læste, på Berleburg Slot i prinsesse Benediktes bolig Münze.
Han ser nu frem til at skulle bo i Danmark.
- Jeg glæder mig meget til at skulle bo i Danmark og til at bo i en storby. Nu har jeg boet på landet, i Berlebrug, i tre år. At flytte til København bliver ligesom dengang vi boede i Paris. Jeg boede i Paris til jeg var 14 år, og du var ti år, da vi flyttede, siger han henvendt til sin søster.
- Det er hyggeligt at være i byen igen. Det er første gang, at jeg skal bo fast i Danmark. Min mor har jo boet her et stykke tid (prinsesse Alexandra bor på Egeskov Slot på Fyn med sin mand, grev Michael, red.), så jeg har selvfølgelig været her. Men det kan man ikke kalde fast bolig. Jeg hjalp til på Egeskov Slot, men det var midlertidligt, forklarer grev Richard.
Mors store lykke
Med grev Richards flytning til Danmark har hans mor, prinsesse Alexandra fået en stor drøm opfyldt.
I et stort interview med BILLED-BLADET i maj sagde hun således:
- Når han er færdig, kommer han forhåbentlig til København og tager en bachelor. Vi håber, og han håber, at det bliver i København. Og så vil han gerne dele en lejlighed med sin søster, for de er virkelig gode venner. Det var som hund og kat som børn og har nu fundet hinanden igen, hvilket er virkelig dejligt. Jeg glæder mig til, at han er færdig i Tyskland og kan komme tættere på, sagde hun dengang.