Se de funklende diademer fra prins Christians 18-års fødselsdag: Her er alle detaljerne
Søndag var de store robers aften, da prins Christian fyldte 18 år og blev fejret på Christiansborg Slot ved et stort taffel.
Det bugnede med udsøgte gallalooks og som kronen på værket, bar de kongelige kvinder diademer.
Det var tydeligt, at hver prinsesse, dronning og kronprinsesse nøje havde udvalgt et diadem til den særlige anledning.
Se alle diademerne og detaljerne her:
Dronning Margrethe: Perlepoirediademet
Dronningen bar sit fornemste diadem ’Perlepoirediademet’ med de 18 store pæreformede perler. Diademet kom til Danmark gennem den svenske prinsesse Lovisa, da hun giftede med den senere kong Frederik 8. i 1869. Siden gik det i arv til dronningens farmor, dronning Alexandrine.
Også dronning Ingrid brugte diademet, men i 1972, da kong Frederik 9. døde, forærede hun det til Margrethe, som bar det første gang på sit første officielle fotografi som regent.
’Perlepoirediademet’ er et af dronning Margrethes foretrukne, og hun har selv omtalt det som ’dundrende flot’.
Kronprinsesse Mary: Bryllupsdiademet
Til sin søns 18-års fødselsdag bar kronprinsesse Mary det yndige diamantdiadem, som hun fik i bryllupsgave af sine svigerforældre, dronning Margrethe og prins Henrik, og som hun bar til sit bryllup i 2004.
Kronprinsessen kan ændre diademet, og af og til har der været sat en perle på hver anden spids, ligesom der kan sættes en ekstra perlekant på forneden.
Kronprinsessen bærer ofte diademet, og det har prydet ved flere festlige begivenheder.
Prinsesse Marie: Blomsterdiademet
Ligesom sin svigerinde bar prinsesse Marie sit bryllupsdiadem.
Blomsterdiademet i hvidguld med brillanter var en gave fra dronning Margrethe og prins Henrik, og prinsessen bar det første gang, da hun blev gift med prins Joachim i 2008.
Prinsesse Benedikte: Kokoshnik-diademet
Benedikte bar et af sine foretrukne diademer til prins Christians fødselsdag. Nemlig det funklende Kokoshnik-diadem.
Diademet er et såkaldt strålediadem, som stammer fra prinsessens afdøde mand, prins Richards, familie. Det var prinsens farmor, fyrstinde Madeline, som fik det af sin mand i forbindelse med deres bryllup i 1905.
Uden bøjle kan diademet bæres som collier (halskæde, red.), men det har prinsesse Bendikte kun gjort ganske få gange, blandt andet til sin yngste datter, prinsesse Nathalies, bryllup i 2011.
Dronning Anne-Marie: Cartier-diademet
Også dronning Anne-Marie bar sit bryllupsdiadem til fødselsdagen – det smukke Cartiet-diademet.
Cartier-diademet blev givet til Anne-Maries mormor, Margareta, i bryllupsgave, da hun giftede sig med Sveriges kronprins Gustav Adolf i 1905.
Da Ingrid giftede sig med den danske kronprins Frederik 9. i år 1935, bragte hun diademet med sig til Danmark. Og i dag er det i den kongelige familie kendt som ’bryllupsdiademet’, da flere prinsesser har båret det til deres brylluppet.
Også Anne-Maries søstre, dronning Margrethe og prinsesse Benedikte, bar Cartier-diademet, da de blev gift.
Selv om hun glædeligt låner det til døtre og niecer, er det i dag Anne-Marie, som ejer diademet. Og hun bærer det ved festlige begivenheder.
Prinsesse Carina
Prinsesse Benediktes svigerdatter, prinsesse Carina, bar et smukt diadem til sin hindbærrøde gallakjole.
Så vidt vides har diademet ikke en lang, royal historie bag sig. Angiveligt skulle det være købt til prinsessen, som bar det for første gang til dronning Margrethes 70-års fødselsdag i 2010.
Siden har prinsesse Carina båret det ved flere særligt anledningen, også da hun sidste år sagde ja til sin Gustav ved et yndigt bryllup i Berleburg.
Kronprinsesse Marie-Chantal: Dronning Sophies diadem
Til sin rosa kjole bar dronning Anne-Maries svigerdatter, kronprinsesse Marie-Chantal, et pragtfuldt diamantdiadem, der oprindeligt har tilhørt dronning Sophie, hustru til kong Konstantin 1. af Grækenland.
Dronning Sophie fik det i gave af sine forældre, det tyske kejserpar, i 1889, da hun giftede sig. Og siden gik det i arv i den græske kongefamilie.
Dronning Anne-Marie har dog aldrig gået med diademet, og i mange år så man det ikke. Det fik folk til at undre sig, og mange spekulerede i, om det var blevet stjålet. Det dukkede dog op igen – på hovedet af kronprinsesse Marie-Chantal til dronning Margrethes 40-års jubilæum i 2012.
Kronprinsesse Victoria: Laurbærkrans-diademet
Sveriges kronprinsesse bar det unikke Laurbærkrans-diadem i sølv, guld og diamanter. Det har en særlig betydning for Victoria, som arvede det fra sin højtelskede reservebedstemor, prinsesse Lillian.
Pragtsmykket var oprindeligt et collier og stammer fra kronprinsesse Margareta, som fik det af sin mands farmor, dronning Sofia. Det blev kreeret i Paris af juveleren Boucheron.
Kronprinsesse Mette-Marit: Bandeau-diademet
Norske kronprinsesse Mette-Marit havde valgt at bære det enkle og elegante bandeau-diadem til Christians 18-års.
Diademet, der består af 23 marguerit-rosetter i platin og guld, fik Mette-Marit i gave fra kong Harald og dronning Sonja i anledningen af sit bryllup i 2001.
Kongeparret købte Men det er dog ikke et nyt diadem – det blev kreeret i 1910, men det var altså først da kongeparret købte det hos juvelerfirmaet Garrard i forbindelse med kronprinsparrets bryllup, at det blev en del af kongefamiliens historie.
Som en sjov detalje bar skuespilleren Cate Blanchett diademet få år før kronprinsessen. Juvelerfirmaet udlånte nemlig diademet, da filmen ”An ideal husband” fra 1999 skulle optages.
Prinsesse Ingrid Alexandra
Til prins Christians fejring havde norske prinsesse Ingrid Alexandra lånt gallakjolen af sin mor, Mette-Marit, men diademet – det var prinsessens eget.
Ingrid Alexandra bar det fortryllende diadem, som hun fik sidste år, da hun fyldte 18 år.
Diademet, der består af sammensmeltede diamantcirkler og perleknapelementer, har tilhørt prinsessens tipoldemor, prinsesse Ingeborg af Sverige, som bar det flittigt.
Prinsesse Elisabeth: Wolfers-diadem
Belgiens prinsesse Elisabeth lyste op i en skinnende silkesatinkjole, og på prinsessens hoved prydede det glimtende Wolfers-diadem.
Diademet er et arvestykke fra dronning Fabiola, og også prinsessens mor, dronning Mathilde, har båret det.
Ligesom Benediktes kokoshnik-diadem kan dette tages af bøjlen og bæres som collier.
Prinsesse Amalia: Dronning Emmas safir-diadem
Hollands prinsesse Amalia var i et gennemført blåt gallalook, og som kronen på værket bar den 19-årige prinsesse dronning Emmas safir-diadem.