Kongelig bommert: Prins Daniel stoppet af politiet
Prins Daniel fik trådt lidt for hårdt på speederen, da han i august kørte gennem det svenske landskab. Og det fik konsekvenser.
Prinsen blev stoppet af politiet, og han står nu til at skulle betale en fartbøde.
Det skriver Aftonbladet.
Hændelsen skete ved Hofors, og i straffekendelsen fremgår det, at han kørte med en hastighed på 87 kilometer i timen, selv om den maksimalt tilladte hastighed er 80.
Ifølge mediet skal prins Daniel, der er gift med kronprinsesse Victoria, betale en bøde på 2000 svenske kroner, svarende til 1290 danske.
Expressen har forsøgt at få en kommentar fra prinsen, som ikke har ønsket at kommentere på sagen. Men hoffet bekræfter, at prinsen er taget i at køre for stærkt.
Prins Daniel er dog ikke den første kongelige, der er blevet knaldet i at køre for stærkt. Så sent som sidste år fik hans svoger, prins Carl Philip, en bøde, efter at have kørt 89 kilometer i timen på vej, hvor fartgrænsen var 70.