20. okt. 2023
Af Julie Nolsöe

Det der skete i Vild med dans var dybt uretfærdigt, mener ekspert

Seks af parrene i det femte program af "Vild med dans"
Seks af parrene i det femte program af "Vild med dans"
Foto: Hanne Juul
"Vild med dans"-ekspert er helt klar i mælet omkring det, der skete i det femte program af "Vild med dans"

Syv forventningsfulde og glade dansepar indtog dansegulvet i det femte program af "Vild med dans" 2023.

Efter at alle par havde fremvist den dans, de i løbet af ugen har kæmpet for at perfektionere, stod de klar til at få at vide, om de var købt eller solgt i forhold til at gå videre til næste uges program, som er det helt store jubilæumsprogram, hvor TV 2 kan fejre hele 20 år med den populære dansekonkurrence.

Inden den endelige dom lød stillingen fra dommerpanelet, at Mette Sommer og Morten Kjeldgaard lå på en førsteplads med 36 point, mens Katinka Lærke Petersen og Mads Vad samt Sebastian Bull og Asta Björk lå på en delt andenplads, da begge par var blevet tildelt 34 point af dommerne.

Derfor kom det måske for at chok for nogen, at netop Katinka og Mads, som sammen havde danset en samba, endte i en omdans. Her skulle de danse mod Frederik Trudslev og Jenna Bagge, som af dommerne var blevet placeret på en fjerdeplads.

Aftenens bedste danser røg ud

BILLED-BLADET's "Vild med dans"-ekspert Lone Vandborg mener da også, at det ikke brude have været Katinka og Mads, som endte i en omdans - og endnu mere uretfærdigt, at det i sidste ende også var dem, der måtte forlade programmet.

- Jeg synes, det var dybt uretfærdigt. Jeg må indrømme, at jeg tit får at vide af folk, at det jo ikke er en dansekonkurrence - det er et underholdningsprogram og en popularitetskonkurrence. Men det gør ikke, at jeg synes, at det er mindre uretfærdigt, lyder det fra Lone Vandborg, som uddyber sin vurdering:

- I min bog havde Katinka og Mads aftenens bedste dans i det hele taget. Både i omdansen og i første omgang var Katinka også bedre end Frederik. Og det synes dommerne jo også. Hun var bedre end så mange af de andre også, så det er ikke, fordi det er hende mod Frederik.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-10-20/_hjp5133.jpg
Mads Vad og Katinka Lærke Petersen
Foto: Hanne Juul

- Blandt alle parrene synes jeg, hun var den bedste, lyder det fra "Vild med dans"-eksperten, som understreger, at hun heller ikke mener, at Frederik hørte til i en omdans.

Hun kunne danse alene

Det er ikke kun i samspillet med den profesionelle danser Mads Vad, at Lone Vandborg mener, at skuespiller Katinka Lærke Petersen er en dygtig danser.

- Alt i alt synes jeg hun var den bedste af alle nydanserne. Rent danseteknisk og rytmisk er hun god, og musikken var god til hende - hun behøvede ikke Mads til at guide hende og holde fast i hende, hun kunne selv danse frit.

Selvom Lone Vandborg ærger sig over, at den talentfulde Katinka Lærke Petersen røg ud af programmet, så er der ifølge hende også meget at se frem til:

- De seks par, der nu er gået videre, er nu sikret to yderligere programmer, hvilket må give lidt ro og glæde, og det bliver så spændende at se, hvad TV 2 finder på i et storslået jubilæumsprogram næste gang, når vi skal fejre 20 fantastiske år med "Vild med dans".

Læs mere om: