Lily Broberg ville være fyldt 100 år: Sådan var hendes sidste tid
Lily Broberg er 52, da hun får konstateret brystkræft, og det afføder en dødsangst, som hun lever med indtil sin død.
Hun får fjernet det ene bryst, men hun skal stadig stå på scenen i nedringede kjoler.
Alle hendes kostumer skal sys om, og hun har utroligt svært ved at se sig selv sådan.
Hun er ikke længere hende med den flotte barm og de flotte ben, og hun er parat til at opgive karrieren og holde sig skjult, fortæller datteren Lise-Lotte i et interview med Familie Journal tilbage i 1991.
Klar til at opgive
Lily Broberg fejrer sin karrieres triumf gang på gang.
Hun får Henkelprisen og Poul Reumerts Studiepris og bliver slået til ridder af Dannebrog.
– Alt sammen var hun utrolig stolt over. Teatret var jo simpelthen bare hele mors liv, og alligevel var hun de sidste seks-syv år parat til at opgive det hele og holde sig skjult. Hun syntes ikke, hun kunne leve op til det mere, og når prøverne skulle i gang efter hver sommerferie, måtte jeg bogstaveligt næsten sparke hende derhen. Hun græd og sagde: ”Jeg kan ikke holde til det længere, Lotte”. Og så græd jeg sammen med hende, men jeg skulle have hende ud af lejligheden og af sted, siger datteren til Familie Journal.
Lise-Lotte er klar over, at det er på teatret, hendes mor er lykkeligst, og hun sørger for, at hun kommer af sted. Hvis de ikke ses, taler de sammen over telefon hver dag.
Nægter behandling
Lily prøver at skjule sin dødsangst for sine børn, men det er svært.
Den kommer til udtryk ved sceneskræk, når hun skal på scenen.
Da skuespilleren får at vide, at kemoterapi er hendes sidste udvej, nægter hun dog at tage imod behandlingen.
Hun går på scenen med kræften i sin krop, klar over hvordan det skal ende.
Til sidst er hun så uheldig at falde ned fra en trappe og brække benet, hvorefter hun er sengeliggende med det knuste ben i et halvt år.
Mange prøver at være opmuntrende.
Men Lily ved, at hun aldrig kommer tilbage på den scene, hun elsker.
– Men hun fortalte os det ikke, og snakkede det sidste år slet ikke om sin frygt for at dø. Måske havde hun den ikke længere. Måske længtes hun bare efter at få fred, siger Lise-Lotte.
Ville være fyldt 100
19 september ville Lily Broberg være fyldt 100 år.
Men den 30. juli 1989 slukkede Lilys livslys, og himlen blev en stjerne rigere.
Tilbage står minderne om en af de helt store i dansk tv, teater og film.
Folkekær i ordets bedste betydning.
Men også minderne om en sej kvinde, der tog sine kampe i livet – akkurat som Katrine Larsen i ”Matador”.
Kun en nådesløs sygdom formåede til slut at få hende ned med nakken.