29. okt. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Har du undret dig? Derfor ser Margrethe Francks amputerede ben så ægte ud i Oxen

Josephine Park som Margrethe Franck i "Oxen".
Josephine Park som Margrethe Franck i "Oxen".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
I "Oxen" kan man se Josephine Park som PET-agenten Margrethe Franck, der efter en ulykke får amputeret sit ene ben.

Søndag aften var der tv-premiere på TV 2’s nye thrillerserie ”Oxen”, hvor der lige fra begyndelsen er fuld fart på.

Josephine Park spiller PET-agenten Margrethe Franck, som i første afsnit kommer i klemme mellem to biler, og hun kommer så slemt til skade, at hun skal have amputeret sit ene underben.

I serien ser man flere gange Josephine Park stå i fuld figur uden bukser på, og selv om skuespilleren i virkeligheden har begge sine ben i behold, ser det utrolig meget ud som om, at det er hende, der mangler benet.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-10-25/oxen_still_10.jpg
Josephine Park som Margrethe Franck i "Oxen".
Foto: SF Studios/TV 2

- Det er lidt teknisk, forklarer instruktør Jannik Johansen om måden, man har lavet scenerne på.

- Vi har haft en konsulent på, der selv mangler det ene ben. Hun går hen og stiller sig de forskellige steder, og så er der en special effects-fyr, der fotograferer det. Derefter kommer Josephine Park ind. Hun har en grøn sok på, og så sidder hun og går med den og gør det samme og laver de samme bevægelser som konsulenten. Når de har gjort det, laver man et ’tomt’ billede, og så kommer der nogle specialister på, som ’fjerner’ Josephine Parks ben. De har også lavet en affilmning af protesen, som de har filmet hele vejen rundt, og så sidder der nogen og bruger timer på at få det rigtigt skaleret og sat på, forklarer instruktøren videre.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-10-23/foto_-mike-kolloffel_tv-2.-2-1.jpg
Jannik Johansen under indspilningerne med Jacob Lohmann, der spiller Niels Oxen.
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Man ser det halve ben flere gange i løbet af serien, så seerne hele tiden bliver mindet om, hvad der er sket, men i de fleste tilfælde er Josephine Park filmet iført lange bukser, så man kan skjule, at hun i virkeligheden ikke har fået amputeret sit eget ben.

- Så er det selvfølgelig, man skal huske på, at hun skal halte. Der er to-tre steder, hvor jeg kan se, at vi har glemt det, men jeg tror ikke, folk lægger mærke til det, fortæller Jannik Johansen.

”Oxen” kan ses hver søndag på TV 2 og TV 2 Play. Der kommer seks afsnit.

Læs mere om: