Børge fra Balladen i kolonihaven er død: Kæresten Lisbeth sætter ord på hans sidste tid
Seerne lærte Børge og Lisbeth at kende i TV 2-programmet ”Balladen om kolonihaven”.
I programmet fortalte parret åbent om den svære tid, de gik igennem. For på daværende tidspunkt var Børge ramt af kræft.
Nu kan Lisbeth fortælle, at Børge er død.
Det skriver Se og Hør, der har besøgt Lisbeth i kolonihaven i Haveselskabet Jørgen Berthelsens Minde.
Han gik bort den 25. september.
Den triste dag blev også markeret i kolonihaveforeningen, og det rørte Lisbeth meget.
- På den mandag han døde, da kørte jeg herud, og der var alle herude på halv. Det var rørende. Det var bare flot at se, fortæller hun rørt til Se og Hør.
Børge blev for nylig bisat.
Han havde selv valgt alt, der skulle ske ved bisættelsen blandt andet, hvad han skulle have på, hvilke salmer der skulle synges og ikke mindst at hans elskede roser fra kolonihaven skulle være en del af det.
Selv om Lisbeth nu er alene, håber hun på at kunne holde kolonihaven lige så flot, som da hun fik assistance af sit livs kærlighed Børge.