Ørkenens Sønner er et fællesskab: Alligevel skiller Søren Pilmarks rolle sig ud
Satiregruppen Ørkenens Sønner består i dag af Asger Reher, Henrik Koefoed, Niels Olsen og Søren Pilmark.
I november har de premiere på deres nye show ”Fingeren på pølsen”, som de turnerer rundt i landet med.
Kvartetten har over 20 år på bagen sammen, og der har i årenes løb været flere konflikter.
Det har gjort, at de for nylig har taget en stor beslutning. Det forklarer Søren Pilmark i et interview med Ud & Se.
Faktisk er det makkeren Niels Olsen, der begynder med at forklare, at Ørkenens Sønner har været i gruppeterapi.
Det får Søren Pilmark til at uddybe:
- Det er en illusion at forestille sig, at der ikke har været bump på vejen. Problemer og diskussioner. For vi har været rigtig meget sammen. Det har været lange turneer, og det har været opslidende. En gang imellem har vi fået en teambuilder ind, der kunne hjælpe os med, hvad det er, vi gør forkert. Hvorfor skændes vi hele tiden?
I sidste ende er det endt ud i en løsning.
Og det er, at Søren Pilmarks rolle nu skiller sig ud fra de andres.
Han er nemlig blevet instruktør. Det betyder, at han har det sidste ord, når der er en uenighed.
- ... Så hvis der opstår større diskussioner, bestemmer Søren, forklarer Niels Olsen til Ud & Se.