Nu er det nok! Niels Jørgen fra Loppen & Lærlingen modtager grove hadbeskeder, men én fik ham til at kontakte politiet
Det er ikke nyt for genbrugsekspert Niels Jørgen Jørgensen fra DR-programmet ”Loppen & Lærlingen” at modtage hadefulde beskeder, der ofte omhandler hans person, hans udseende eller begge dele.
Man bør dog aldrig acceptere at være skydeskive for ondskabsfulde kommentarer og hadbeskeder, som det har været tilfældet for Niels Jørgen, siden første afsnit af programmet rullede over fjernsynsskærmen for to måneder siden.
I et stort interview med DR fortæller genbrugseksperten nemlig, at han den sidste tid har været udsat for hadefulde beskeder og kommentarer, hvor særligt én har gjort så stort indtryk på ham, at Niels Jørgen har politianmeldt vedkommende.
– Nu blev det bare for voldsomt. Jeg har altid bare ladet det fare og prøvet at sige til mig selv, at det ikke rørte mig. Men det her kunne jeg ikke ignorere, og jeg blev også bange for, at han pludselig kunne stå nede foran min dør, fortæller Niels Jørgen til mediet.
Beskeden, som havde en særdeles grov ordlyd, kan læses i DRs artikel. Her giver Niels Jørgen desuden et indblik i de mange, grove beskeder, han har modtaget gennem tiden.
Det er dog ikke kun i den virtuelle verden, Niels Jørgen bliver udsat for chikane. Han har desuden oplevet, at tilfældige forbipasserende råber skældsord efter ham på gaden, ligesom der også er blevet spyttet efter ham.
Niels Jørgen erkender, at tilværelsen bestemt ville blive lettere, hvis han bare kunne blende ind i mængden, og være ligesom folk er flest. For ham er det dog bestemt ikke bare.
Genbrugseksperten har nemlig aldrig klædt sig anderledes og flamboyant for at provokere, men derimod fordi han holder på sin ret til at være den, han er.
Du kan læse hele artiklen her.