Vild med dans-veteran vender tilbage: Her er gæstedommeren i program 7
Fredag aften skal der bydes velkommen til endnu en gæstedommer i ”Vild med dans”, når program 7 løber over skærmen på TV 2.
Denne gang bliver det lidt af en ”Vild med dans”-veteran, som seerne får et gensyn med.
Det er nemlig den professionelle danser Viktoria Franova, der indtager dommerpanelet.
Viktoria Franova fik sin debut i ”Vild med dans” i sæson 3 tilbage i 2006, hvor hun dansede med sangeren Simon Mathew. Parret fik en flot andenplads.
Viktoria Franova medvirkede i tre sæsoner, hvor hun – udover Simon Mathew – dansede med modellen Oliver Bjerrehuus og skuespilleren Nicolaj Kopernikus.
Hun var senest med i ”Vild med dans” i sæson 8, men nu vender hun altså tilbage i en helt ny rolle som gæstedommer.
Det er dog ikke så længe siden, at 47-årige Viktoria Franova var forbi dansestudiet på Østerbro.
Hun var nemlig blandt gæsterne til jubilæumsshowet i program 6 fredag den 27. oktober.
Selv om det er mange år siden, at Viktoria Franova var med i ”Vild med dans”, så har hun ikke lagt dansen på hylden.
Hun underviser i dans og er dommer i dansekonkurrencer.
Privat er hun gift med Jacob Jønck, som hun har tre børn sammen med.