Ankom med stil til banegården: Mary og Frederik til Jylland i helt særlig togvogn
I anledning af Kronprinsparrets Priser-showet er kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i Esbjerg.
Mary og Frederik har taget toget til Jylland, og kronprinsparret ankom med stil til banegården i Esbjerg.
De kongelige æresgæster kørte til Jylland i en helt særlig togvogn – salonvognen.
Siden 1854 har den kongelige familie haft brugsret til en række skiftende salonvogne, der har sørget for transport rundt i landet på det danske skinnenet.
Gave til dronning Margrethe
Den nuværende salonvogn var en gave til dronning Margrethe fra DSB, da Hendes Majestæt fyldte 60 år i 2000.
Salonvognen stod klar året efter, og siden har den 26,4 meter lange togvogn været brugt, når dronningen og altså også kronprinsparret rejser med tog i Danmark.
På kongehuset.dk kan man blandt andet læse følgende om salonvogne:
”Den 50 tons tunge salonvogn er malet i en særlig rødbrun farve, der kaldes H.M. marron (Hendes Majestæts Marron). Derudover er der installeret et strømforsyningsanlæg, så vognen kan køre i hele Europa med en tophastighed på 200 km/t. Indvendigt er Salonvognen indrettet med kirsebærfinér på alle vægge og dansk design og kunst.”