Kåre Quist med afsløring om overraskende episode med kronprinsen
Kåre Quist og kronprinsparret var i et par af de bærende roller, da årets store royale prisfest rullede over tv-skærmen i bedste sendetid lørdag aften.
På et tidspunkt var Kåre Quist på scenen med briller på, og han fortalte, at brillerne var kronprins Frederiks.
Kåre lånte brillerne, som han afleverede til kronprinsen foran publikum i Musikhuset Esbjerg.
Efter Kronprinsparrets Priser-showet talte BILLED-BLADET med Kåre om den for publikum og seere overraskende episode, som virkede indøvet.
Det var den dog slet ikke, hvilket Kåre afslørede med et taknemmeligt smil på læben.
Kronprins Frederik er en guttermand
– Det med kronprinsens briller var absolut ikke aftalt. Der skete det, at det er meget svært at se i det lys eller halvmørke på scenen. Men så står jeg og snakker med kronprins Frederik ude bagved, og så siger jeg altså, at jeg skal læse op lige om lidt, og jeg kan ikke se noget, for jeg står i det hjørne af scenen, hvor det er meget mørkt … må jeg ikke lige låne dine briller? Og han er en guttermand, og det var så det, og så var jeg ellers mest nervøs for, om jeg kunne få brillerne tilbage til ham, inden han skulle op igen. Det var kronprinsen i en nøddeskal, at han springer til og hjælper, lød det fra Kåre Quist.