Før kongeligt gallataffel på Christiansborg Slot: Susanne Bier i kjolekaos
Mandag aften strømmede det til med flotte gæster på Christiansborg Slot, for her holdt dronning Margrethe gallataffel i forbindelse med statsbesøget fra det spanske kongepar.
Blandt de mange inviterede gæster var Susanne Bier, og den 63-årige filminstruktør så fuldstændig fantastisk ud i sin mosgrønne velourkjole skabt af Jesper Høvring.
Oprindeligt var det dog meningen, at hun skulle have haft et helt andet look, men kort før gallataflet opstod der kjolekaos.
- Det var i sidste øjeblik. Vi havde tænkt os en anden kjole. Der var noget stof, der ikke ankom, og så måtte Jesper opfinde noget lynhurtigt. Jeg synes, den er sindssygt flot, så det er nok held i uheld, fortalte Susanne Bier om gallakjolen, der sad lige, som den skulle.
Hun fulgtes med sin mand, Jesper Winge Leisner.