Har du også lagt mærke til det? Derfor bærer de britiske kongelige en rød blomst på tøjet
Hvis du har set billeder fra Storbritannien de sidste par uger, har du måske lagt mærke til at kendte og kongelige bærer en lille rød blomst på deres tøj.
Blomsten er en kornvalmue, og den har en helt særlig betydning. Den bliver nemlig båret til minde om faldne soldater.
Når man køber blomsten, støtter man efterladte samt veteraner og pårørende.
Typisk bliver valmuen båret fra den sidste fredag i oktober til ”Remembrance Day”, eller ”Poppy Day” som den også bliver kaldt, den 11. november.
Det er derfor årsagen til, at både kong Charles, dronning Camilla, prins William og prinsesse Kate er blevet set med den røde blomst de seneste uger.
Ifølge Hello Magazine har de kongelige profiler på sociale medier også lavet en diskret ændring, så deres profilbilleder viser respekt for den særlige mærkedag.