Nu er det bekræftet: Prinsesse Madeleine deltager ikke i traditionsrig begivenhed
Når der den 10. december afholdes Nobelfest i Stockholm bliver det igen uden prinsesse Madeleine og Chris O’Neills deltagelse.
Det fremgår af den kongelige kalender ifølge Svensk Damtidning.
Det er fjerde år i træk, at prinsesse Madeleine ikke deltager på den traditionsrige dag, mens det er sjette gang, at Chris O’Neill ikke er med.
Dog kan der være en god grund til, at parret ikke kan være med til Nobelfesten.
De har nemlig boet med børnene Leonore, Nicolas og Adrienne i Florida, USA siden 2018, og derfor kan det være vanskeligt at rejse frem og tilbage i forbindelse med kongelige begivenheder.
Sidste år fortalte informationschefen for det svenske hof, Margareta Thorgren, at det netop var familiens bopæl, der var årsag til, at de ikke deltog i Nobelfesten.
- Prinsessen og hendes familie bor i USA, og afstanden er for lang til at rejse til Nobelfesten, forklarede hun dengang til Svensk Damtidning.