Vild med dans-ekspert efter Asta og Sebastians exit: De havde nok set den komme
I aften måtte vi sige farvel til Asta Björk og Sebastian Bull, da de havde danset deres slowfox i en omdans mod Özlem Cekic og Thomas Evers Poulsen.
BILLED-BLADETs "Vild med dans"-ekspert Lone Vandborg var ikke overrasket over, at det var Sebastian og Asta, der måtte forlade dansekonkurrencen i aften.
– Det var som forventet. Det mest overraskende var, at det ikke var overraskende. Resten af sæsonen har været meget uforudsigelig, fortæller Lone Vandborg, der mener, at Asta og Sebastian godt var klar over, at det var dem, der måtte forlade konkurrencen i dag.
"Vild med dans"-eksperten var derimod meget tilfreds med danseniveauet i programmet. Danserne ligger et højt niveau for dagen i det 8. program, hvor sæsonens første 10-tal også blev givet.
– Overordnet synes jeg, at det var en rigtig fin danseaften. Alle parrene danser godt, selv om det var langsomme og svære danse, som de skulle danse i dag, fortæller Lone Vandborg, der fortæller at, fodarbejdet og takten bedre kommer til syne i de langsomme danse.
Næste afsnit af "Vild med dans" er semifinalen, der løber af stablen på lørdag kl. 20.00.