13. nov. 2023
Af Catja Klarskov

Sporløs-Nicolina opløst i gråd efter mødet med sin far: Sådan har hun det i dag

Nicolina Juhl og Mette Frisk. 
Nicolina Juhl og Mette Frisk.
Foto: Dror Kasinsky
Nicolina Juhl fra ”Sporløs” var opløst i gråd efter mødet med sin far, der desværre ikke gik, som hun havde håbet på.

Tårer og følelser fik frit spil, da 26-årige Nicolina Juhl endelig mødte sin far i DR-programmet ”Sporløs”.

Nicolinas far, Nicos, forlod hende, da hun var blot seks måneder gammel. Siden har far og datter ikke haft kontakt, indtil Nicolina – med hjælp fra Mette Frisk og holdet bag ”Sporløs” – fandt frem til ham på den græske ferieø Kreta.

Mødet mellem far og datter foregik uden kamera, men Nicolina kunne efterfølgende berette, at det ikke blev den lykkelige genforening, man kunne have håbet på.

– Det er svært at kigge på en, der minder så meget om en selv, som man overhovedet ikke har et forhold til. Og så bliver man på en eller anden måde misundelig over, at han har to døtre, som han har været der for hele deres liv, for jeg kunne virkelig også godt have brugt ham. Til sidst blev det bare for meget, så det er lidt med blandede følelser, fortæller Nicolina i programmet efter mødet.

Nicolina er nemlig resultatet af en stormende ferieforelskelse mellem hendes mor og far, der mødte hinanden på Kreta i 1996.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-11-13/nicolina-faerge.jpg
Nicolina og Mette Frisk på færgen fra Athen til Kreta, hvor de har fundet frem til, at Nicolinas far med stor sandsynlighed stadig befinder sig.
Foto: Dror Kasinsky

Efterfølgende kom Nicolina til verden, og selv om hendes far indledningsvis rejste til Danmark, hvor han for en stund levede et almindeligt familieliv sammen med nyfødte Nicolina, hendes mor og storebror, så rejste han efter seks måneder tilbage til sin fødeø.

På Kreta giftede han sig, fik to døtre og overtog sidenhen familiens hotel.

Det var da også en tydeligt skuffet Nicolina, der efterfølgende fortalte Mette Frisk om mødet med sin biologiske far.

Her forklarede Nicolina ærligt, at hun ville ønske, at hendes far gjorde en større indsats for at rette op på sin manglende tilstedeværelse i hendes liv, end det viste sig at være tilfældet.

Optagelserne fandt sted i juni, og i dag har Nicolina derfor fået oplevelsen lidt på afstand.

– Jeg har det ganske fint i dag. Jeg kæmper stadig med noget angst, som jeg hver dag prøver at få vendt til, at det er mig, der styrer angsten, og ikke angsten der styrer mig, fortæller Nicolina til BILLED-BLADET.

Du kan se ”Sporløs” hver mandag klokken 20:00 på DR og på DRTV.

Læs mere om: