Jenna Bagge i tårer efter Vild med dans: Det bliver ekstra specielt, hvis hun vinder i år
”Vild med dans”-studiet var fuld af følelser, da man lørdag aften fandt de tre finalister.
Efter kameraerne slukkede kunne Fredrik Trudslev afsløre, til BILLED-BLADETS journalist i studiet, hvorfor det vil være ekstra specielt, hvis det i år er hans dansepartner Jenna Bagge, der løber med sejren.
De tre finalister, der går videre til den store finale i næste uge, er Mette Sommer og Morten Kjeldgaard, Kasper Fisker og Karina Frimodt samt Fredrik Trudslev og Jenna Bagge.
Hverken Jenna Bagge eller Karina Frimodt har – til trods for flere finalepladser – prøvet at stå med en ”Vild med dans”-sejr.
I år er der dog en anden og ganske særlig årsag til, hvorfor det vil være ekstra specielt, hvis Jenna Bagge kan kalde sig vinder af ”Vild med dans”.
Det afslørede Fredrik Trudslev til BILLED-BLADETS udsendte i studiet efter aftenens afsnit.
I år har Jenna Bagge nemlig 10-års jubilæum i ”Vild med dans”, hvilket vil gøre en sejr ekstra speciel, og Fredrik Trudslev vil af selvsamme årsag gøre alt, hvad han kan, for at de kan stille sig øverst på sejrsskamlen i Forum Horsens i næste uge.